Salget af schweiziske ure ramt af stor nedgang i juni: Billigste og dyreste ure sælger dårligt
De nyeste tal fra Federation of the Swiss Watch Industry viser, at juni blev en mareridtsmåned for eksporten af schweiziske ure. Årets fremgang er nu vendt til minus. Dog er Kina i vækst igen.
2025 har indtil videre vist sig som en veritabel rutschebanetur for den schweiziske urindustri, der efter en koldstart på året indhentede den tabte eksport i løbet af april og maj måned.
Nu viser den nyeste rapport fra Federation of the Swiss Watch Industry, at juni blev en mareridtsmåned, hvor det meste blev vendt på hovedet.
Således faldt eksporten med hele 5,6 procent i juni, hvilket nu betyder at årets eksport er vendt fra plus til minus 0,1 procent.

Frygten for Donald Trumps handelskrig satte sig i første halvår i eksporten af schweiziske ure, der oplevede en massiv vækst på det amerikanske marked. Således hamstrede amerikanske forhandlere schweiziske ure i forventningen om, at forhøjet told vil betyde markant højere priser hos de amerikanske forbrugere.
Som beskrevet her på Time & Crown voksede eksporten massivt i april, hvilket opvejede for de store tab af salg til Kina.
Det fik ureksperten Oliver Müller fra LuxeConsult til at forudse et sort år for den schweiziske urindustri.
“I næsten tre årtier i denne branche har jeg aldrig oplevet sådan en krise. Dette vil være meget mere intenst end før. Hvad mange stadig ikke forstår er, at den amerikanske regering vil fastholde sit pres. Den usikkerhed, det skaber, betyder, at du ikke kan planlægge, fordi du ikke ved, hvad der sker i næste uge eller næste måned. Det er som at være på en skydebane, hvor målet konstant bliver flyttet,” udtalte han til det schweiziske handelsblad Bilanz.ch i et længere interview.
Det ser nu ud til, at han får ret.
Kina på vej tilbage – USA i massivt fald

I juni falder eksporten af ure til USA voldsomt med en nedgang på hele 17,6 procent. Dette fald kan ikke opvejes af positive tendenser fra smertensbarnet Kina, der dog nu viser vækst igen med 6,1 procent, dog trukket ned af et fald på 10,6 procent i Hong Kong.
“Eksporten af schweiziske ure fortsatte med med at falde i juni, hvilket især skyldes signifikant nedgang i USA, Japan og Hong Kong. Dette summerer op til 2,2 milliarder schweizerfranc og dermed et samlet fald på 5,6 procent. Situationen set over seks måneder er forholdsvis stabil med 0,1 procent fald, men dette kan udvikle sig markant negativt, hvis trenden i nedgang fortsætter,” skriver Federation of the Swiss Watch Industry i en pressemeddelelse.

Næsten alle kategorier af urtyper set i forhold til materialer falder, viser tallene. Det er kun ure konstrueret i stål, der med 2,4 procent vækst i juni holder skansen. Ædelmetaller falder massivt med 9,8 procent.

Hidtil har 2025 vist sig svært for de billigste ure i prisklassen op til 200 schweizerfranc, mens de dyreste ure fra 3.000 schweizerfranc og mere har været i vækst.
Nu er de dyreste ure i et markant fald med 12,5 procent færre ure eksporteret. Kun ure i mellemklassen fra 500 til 3.000 schweizerfranc vokser i juni.
“Ure konstrueret i ædelmetaller og stål, der sammen står for 75 procent af eksportværdien, faldt i gennemsnit 4,4 procent. Antallet af eksporterede ure faldet med 123.000 ure. Dette skyldes mestendels et markant fald i ure i “andre materialer”, der faldt med 29,8 procent, hvilket en stigning på 2,4 procent i stålure ikke kan kompensere for,” skriver Federation of the Swiss Watch Industry.
VIL DU HAVE NYHEDER OG ANALYSER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE? SKRIV DIG OP TIL VORES GRATIS NYHEDSBREV HER:






