Nyheder

En stærk slutspurt i december reddede den schweiziske urindustri fra et katastrofeår

2025 har været et særdeles usikkert og volatilt år for den schweiziske urindustri. Amerikansk straftold sendte eksporten af nye ure mod bunden, men en stærk slutspurt sikrede, at året ikke blev en total katastrofe.

Donald Trumps straftold på 39 procent, Kina i økonomisk tilbagegang og generel mindre sult efter luksus. 2025 har budt på en sand mareridtscocktail for den schweiziske urindustri. Set over det meste af året har eksporten af nye ure balanceret på randen af et stort, sort hul.

Især månederne august, september, oktober og november sendte humøret helt i bund. Men december gav urproducenterne en velkommen julegave i form af stort vækst i eksporten.

Det redder ikke den schweiziske urindustri fra generel nedgang i salget af nye ure, men nedgangen blev mindre end først frygtet.

Billeder: TAG Heuer. Kollage: Time & Crown.

USA er det største eksportmarked for den schweiziske urindustri, fordi amerikanerne har stor sult efter luksusvarer fra Europa. Men det amerikanske marked blev med et fingerknips sendt i bund, da Donald Trump i august indførte en straftold på 39 procent på alle varer fra Schweiz.

I de oktober og november faldt eksporten af nye ure fra Schweiz til USA med over 50 procent. En sand katastrofe for den schweiziske urindustri.

Et møde med Donald Trump, et guldur fra Rolex og Rolex’ CEO Jean-Frédéric Dufour ændrede dog krisen, så straftolden blev reduceret til 15 procent. En speget historie, der startede med et møde til en tenniskamp. Det kan du læse meget mere om HER.

Straftolden blev reduceret med tilbagevirkende kraft fra 15. november 2025, og det satte gang i salget igen. Det viser spritnye tal fra Federation of the Swiss Watch Industry FH.

Det famøse guldur fra Rolex. Pressefoto: White House. Rød cirkel: Time & Crown.

Men december blev et sandt comeback for eksporten til USA, mens eksporten fortsat blødte i andre verdensdele.

Samlet set steg eksporten pænt. Billede: Federation of the Swiss Watch Industry FH.

Samlet set steg eksporten med 3,3 procent i december. Dermed lander eksporten for hele 2025 med et minus på 1,7 procent. Det er et skuffende resultat, da tilbagegang aldrig er godt, men man må i alpelandet ånde lettet op over, at det ikke blev værre.

Det var især USA, der trak i positiv retning, mens især Asien fortsat er en hovedpine for schweizerne.

Billede: Federation of the Swiss Watch Industry FH.

“Eksporten af ure til USA steg stort (+19,1 procent), hvilket kommer efter reduktionen i toldsatserne, dette bidrager væsentligt til det samlede resultat. Frankrig viste stor vækst (+ 50,8 procent), dette vendte en ellers negativ udvikling. Modsat faldt eksporten til Hong Kong (- 8,0 procent), Kina (- 6,8 procent), Japan (- 1,9 procent), De Forenede Arabiske Emirater (- 5,2 procent), Italien (- 20,1 procent) og Tyskland (- 20,8 procent),” skriver Federation of the Swiss Watch Industry FH.

Positivt var det for eksporten til Singapore (+ 13 procent) og Storbritannien (+ 9,3 procent).

Two-tone ure i bemærkelsesværdig vækst

Billede: Federation of the Swiss Watch Industry FH.

Ganske bemærkelsesværdig var det især two-tone ure (guld og stål), der steg markant i eksporten i december. Stålure fortsatte også den fine udvikling.

“Væksten i værdi var primært drevet af ure med to metaller som så en eksportvækst på 41,2 procent, mens alle andre kategorier faldt. Eksportvolumen var drevet af stålure, der voksede med ni procent,” skriver eksportmyndigheden.

Samlet set blev der eksporteret 1,4 millioner ure i december. Samlet set for året blev 14,6 millioner ure eksporteret svarende til et fald på 4,8 procent i forhold til 2024.

Billede: Federation of the Swiss Watch Industry FH.

Alle prisklasser så fremgang. Især blev eksportvæksten i værdi drevet af ure til over 3,000 schweizerfranc.

Kan du lide dette indhold? Støt Time & Crown

Du kan støtte Time & Crown med ét valgfrit beløb eller et fast beløb hver måned via dette LINK eller via QR-koden. Linket er til PayPal.

Ved at støtte os bidrager du til, at vi kan fortsætte med at levere en masse godt indhold – og arbejde på endnu bedre indhold om de skønne ure.

FLERE ARTIKLER SOM DENNE GRATIS PÅ EMAIL? TILMELD DIG VORES GRATIS NYHEDSBREV HER:

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!