Nyheder

Efter 170 år i samme by: De tyske urmærker Laco og Circula går sammen om nye ure

De to tyske urmærker Laco og Circula kan sammen mønstre 170 år. De to urmærker, der opererer fra samme by, går nu sammen om to piloture kaldet ProLab, hvor man får det bedste fra begge mærker.

“If you can join them – beat them.” Sådan sagde salig Uffe Ellemann engang. I tilfældet Laco og Circula kan man omformulere Ellemanns ord til “If you can’t beat them – join them.”

I hvert fald er de to naboer i den tyske by Pforzheim Laco og Circula nu gået sammen om at kreere to nye piloture kaldet ProLab. Laco kommer med 100 års erfaring og Circula kommer med 70 års erfaring, så der er masser af know how og historie pakket ind i de to ure.

De to tyske urmærker lancerer henholdsvis ProLab Sand med Lacos logo øverst og The ProLab Schwarz med Circulas logo øverst.

Billede: Laco.

“I Pforzheim krydser urmagernes spor ofte hinanden, det gør ikke mindst Laco og Circulas spor. Over årene har vi mødt hinanden på messer i de samme byer, og heraf er opmærksomheden på, at de to urmærker har meget tilfælles, selvom vi arbejder selvstændigt. Dette ledte til dybere samtaler mellem Cornelius Huber fra Circula og Uwe Rücker fra Laco,” skriver Laco på sin hjemmeside.

“Denne nærhed sammen med begge urmærkers jubilæer sammenholdt med ønsket om at bryde traditionelle grænser startede ProLab. Dette er rodfæstet i reel udveksling, hvilket viser hvordan de to mærker kan bringe alle sine kræfter til bordet,” lyder det.

Man må altså forvente, at de to nye ure er de første i et tættere samarbejde.

Billede: Laco.

De designmæssige udtryk er tydelige, og det samme er sammenblandingen. Urkassen på ProLab Schwarz er typisk Circula, der anvender disse pudeformede og kantede urkasser. ProLab Sand skriger Laco med den klassiske piloturkasse. Men de to tyske urmærker har på en måde byttet om på farverne, da Circula er langt mere løsslupne normalt.

ProLab sand har således fået Laco logoet øverst og Circula nederst, designet er Laco men urskivens farve er Circula. Omvendt forholder det sig med ProLab Schwarz, der har Lacos mere konservative design og farve, men hvor urkassen er typisk Circula.

Billede: Laco.
Billede: Laco.

Det bliver spændende at se, hvad de to tyskere kan finde på i fremtiden. I første omgang virker det som om, at Laco er den dominerende part, da begge ure er i klassisk B-uhr design.

Designmæssigt er de to ure forskellige, men i specifikationerne er de ret ens.

Sand måler 40 mm i diameter og 11,3 mm i højden. Schwarz måler 40 mm i diameter og 12,4 mm i højden. Begge ure har 20 mm hornbredde og safirglas for forsiden – bagsiden er en lukket stålkasse.

Begge ure holder solide 150 meter vandtæthed.

Billede: Laco.

Sand har en flot lumefyldt ydre del af urskiven, mens Schwarz har de mere traditionelle lume i minutmarkørerne. Begge ure kommer påmonteret en stofrem og de er begge udstyret med et Sellita SW-200 automatisk schweizisk urværk med 38 timers gangreserve.

Billede: Laco.
Billede: Laco.
Billede: Laco.

Urene kan købes via de to urmærkers hjemmeside og er prissat til 2.390 euro svarende til cirka 18.000 kr.

Se mere på Lacos hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!