Nyheder

Dykkerursmærket Sicura vender tilbage fra de døde med ny kollektion Sicura Hexa 400

Det hedengangne schweiziske dykkerursmærke Sicura vender tilbage fra glemslen med en ny trio kaldet Hexa 400 dykkerure i kompressor-stilen fra 1960’erne og 1970’erne. Fastholder tidligere fokus på mekaniske ure til tilgængelige priser.

Engang var der over 600 urmærker alene i Schweiz. Men 1960’ernes såkaldte kvartskrise, hvor billigere japanske alternativer fra f.eks. Seiko oversvømmede verdens urmarked tog livet af de fleste af de mange små urmærker.

Et af de urmærker, der blev hårdt ramt, var Sicura. Sicura blev etableret i 1934 og især i 1970’erne oplevede urmærket succes ved at lancere prisvenlige konkurrenter til de dyrere schweiziske urmærker. Man anvendte blandt andet kronografurværker fra Breitling.

På sit højdepunkt havde Sicura flere urfabrikker og havde 450 ansatte. Men krisen betød, at man blev opslugt af Breitling.

En klassisk og succesfuld model fra Sicura var Diver Compressor modellen fra 1970’erne. Den model genoplives nu i tre nye varianter.

Billede: Sicura.

Den nye trio kommer i tre varianter; sort urskive med gule farver, orange urskive med sorte farver og blå urskive med sorte og gule farver.

Alle tre modeller er inspireret af dykkerure fra slut-1960’erne og 1970’erne, men de er kraftigt opdateret med moderne materialer som f.eks. keramisk lynetteindlæg.

Gamle Sicura annoncer.

Selvom de nye Hexa 400 er inspireret af ure, der er over 50 år gamle, så fremstår de moderne og i tidsånden angående design og materialer. Det er meget positivt, at det nye Sicura ikke er blevet fristet af at overdimensionere de nye ure. Det er set mange gange før, at klassiske modeller genoplives i 43 og 44 mm størrelser.

Billede: Sicura.
Billede: Sicura.

De nye Hexa 400 holdes kompakte i dimensionerne 40 mm x 14,1 mm x 46 mm. Dermed rammer Sicura præcis de rette dimensioner i grænselandet mellem retro og tidssvarende.

Urene er i kompressor stil med to kroner på højreside, hvor kronen klokken to anvendes til indstille den interne lynette. På den måde har man præcis samme funktion som et helt normalt dykkerur med ekstern lynette, hvor man kan indstille dykketiden (eller pastakogningen).

Billede: Sicura.

Som navnet antyder, får man meget solide 400 meter vandtæthed. Uret har safirglas og fast bagkasse. Der er schweizisk Super-Luminova i timemarkører og visere. Lynetteindlægget er i keramik, så man får det moderne udtryk.

Billede: Sicura.
Billede: Sicura.
Billede: Sicura.

Det er ikke kun materialerne, der fylder tidens tand. Sicura har på snedig vis integreret urlænken ind i den nærmest pudeformede urkasse. Det er topmoderne med sportsure med integreret lænke for tiden.

I uret sidder et Sellita SW-200 automatisk schweizisk urværk. Der er desværre tale om den ældre udgave af det bundsolide værk, så man får kun 38 timer gangreserve.

Billede: Sicura.
Billede: Sicura.

Men når man ser prisen, så er det helt i tråd med Sicuras historie, at prisen på de nye Hexa 400 dykkerure holdes nede i et leje på 11.000 – 12.000 kr.

Du kan se mere på Sicuras hjemmeside.

Flere analyser, nyheder, guides og anmeldelser fra urenes verden? Tilmed dig vores gratis nyhedsbrev herunder:

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!