Donald Trump modtager Rolex i guld: “Vi arbejder på at sænke tolden på schweiziske varer”
Det tyder på, at den amerikanske straftold på schweiziske varer nu sænkes. Det sker efter Donald Trump har mødtes med Rolex’ CEO Jean-Frédéric Dufour og Richemonts bestyrelsesformand Johann Rupert. Billeder viser, at Donald Trump har modtaget eksklusivt Rolex i guld.
Den 7. august 2025 var en dag, der sendte chokbølger igennem Schweiz og ikke mindst alpelandets store urindustri. Den dag pålagde den amerikanske præsident Donald Trump 39 procent straftold på schweiziske varer.
Det store problem for den schweiziske urindustri er, at flytter man produktionen til USA, som Donald Trump kræver for at fjerne straftolden, så er urene jo ikke længere Swiss Made.
Nu meddeler den amerikanske præsident dog, at han vil sænke straftolden. Det sker efter massivt pres fra den schweiziske regering og et møde i det ovale rum med Rolex’ CEO Jean-Frédéric Dufour og Richemonts bestyrelsesformand Johann Rupert.
Måske et kontorur fra Rolex i massivt guld har blødt Donald Trump op. Billeder viser, at der på hans bord står et Rolex i guld.

Straftolden på varer – herunder ure – fra Schweiz har fået Swatch Group til at hæve priserne med op til ti procent på det amerikanske marked, mens Patek Philippe har øget priserne med 15 procent. Rolex har holdt vejret og ikke øget priserne.
Men nu kan Rolex, Omega, Audemars Piguet, Patek Philippe og alle de andre schweiziske urmærker snart ånde lettet op.
“Vi arbejder på en aftale, så vi kan sænke tarifferne en smule. Jeg har ikke set tal endnu, men vi arbejder på noget, der vil hjælpe Schweiz,” udtaler Donald Trump.
“Der er en igangværende dialog. Vi har ikke yderligere kommentarer,” udtaler en talsperson fra det schweiziske økonomiministerie til Bloomberg.

Den schweiziske urindustri har brug for medvind på det amerikanske marked, der er det største eksportmarked for schweiziske ure. September blev en blodrød måned, hvor eksporten til USA faldt med 55,6 procent.
I årets første ni måneder har Schweiz eksporteret for 26,3 milliarder kroner ure til USA.
Ifølge Bloomberg arbejdes der i kulisserne på, at Schweiz kopierer EU’s handelsaftale med USA, hvilket betyder en told på 15 procent. Dermed kan straftolden mindskes med 24 procent.
Dette vil genskabe optimismen i den schweiziske urindustri, der er presset som branche.


Nu afventer den schweiziske urindustri udkommet af mødet, men det tegner lovende, efter en kommentar fra Donald Trump på Truth Social.
“Det var min store ære at mødes med højtstående repræsentanter fra Schweiz. Vi diskuterede mange emner, herunder – og mest vigtigt – handels og ubalancen i handlen,” skriver præsidenten.
Den store forhandler Watches of Switzerland så aktien stige med ti procent oven på de positive meldinger fra Det Hvide Hus.
FLERE NYHEDER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE? SKRIV DIG OP TIL VORES NYHEDSBREV HER:






