
DitUr får millionbøde for at snyde med priser: Fiflede med tilbudspriser i 28 ud af 50 dage
Det kendte urfirma DitUr, der blandt andet har Jesper Buch som medejer, efter deltagelse i Løvens Hule, har fået en kæmpebøde på 4,25 millioner kroner af myndighederne. Forbrugerombudsmanden havde over længere tid registreret 26 brud på markedsføringsloven i forhold til tilbudspriser.
Tvillingerne Kasper og Mikkel Dissing har opnået stor succes med urfirmaet DitUr, der både fungerer med salg af diverse urmærker, tilbehør og smykker og egne Kina-producerede ure som f.eks. Dissing og Lugano.
DitUr har mødt stor kritik for at være lidt for friske med markedsføringen i forhold til designs og materialer i deres ure. Det er blandt andet noget som Jyllands-Posten har afdækket.
Men DitUr formår at tjene mange penge, og gav for 2024 et overskud på cirka 20 millioner kroner, mens overskuddet for 2025 var cirka halveret.
Nu har DitUr modtaget og accepteret en kæmpebøde på intet mindre end 4,25 millioner kroner for vildledende markedsføring. Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden har haft øjnene stift rettet med DitUr, der har en stor onlineforretning og også fysiske butikker, i en periode over fem måneder.
I perioden overvågende Forbrugerombudsmanden priserne på en række tilfældigt udvalgte varer, og det ledte i maj 2026 til en politianmeldelse af DitUr for brud på prismærkningsbekendtgørelsens § 9 a. Her fremgår det, at ” […] skal den normalpris, der sammenlignes med, endvidere være den laveste pris, som den erhvervsdrivende har anvendt for varen i en periode på mindst 30 dage forud for prisnedsættelsen.”
I alt fandt Forbrugerombudsmanden 26 eksempler på, at loven blev brudt. For eksempel var en halskæde til 599 kr. på tilbud i 28 ud af 50 dage, selvom de laveste priser i perioden var 199 kr. og 179 kr.

“Vi har desværre haft en del sager, hvor en virksomhed markedsfører tilbud baseret på normalpriser, der ikke har været retvisende, så forbrugerne tror, at de kan gøre et godt køb. Det er både vildledende og en overtrædelse af prismærkningsbekendtgørelsen, og derfor er det en sag, vi politianmelder,” siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen.
Han fortæller, at DitUr har accepteret sin brøde og betalt kæmpebøden.
“I denne sag har virksomheden erkendt overtrædelserne og betalt en bøde på 4,25 millioner kroner. Sagen og bødens størrelse understreger vigtigheden af, at virksomheder nøje følger reglerne for prismarkedsføring og sikrer, at forbrugerne ikke bliver vildledt ved angivelse af besparelser eller tilbudspriser,” siger Forbrugerombudsmanden.
DitUr har tidligere været i vælten for sin markedsføring af egne ure som Dissing og Lugano, der er blevet markedsført som nordisk design og ure af høj kvalitet, selvom urene umiskendeligt ligner ure fra blandt andet Rolex og er masseproduceret på fabrikker i Kina.
Tvillingerne bag DitUr er blandt andet gået meget vidt på grund af kritik i blandt andet Facebookgruppen Danske Urtosser. Der er eksempler på, at de har henvendt sig til kritikernes arbejdsgivere.







