Dette ur har været ude i rummet: Det nye urmærke Diatom skyder sine nye Terra med urskive af meteoritur ud i rummet
Det nye mikromærke Diatom er skabt af to phd-uddannede rumnørder, der går til ekstremer, når de tester urene. Det nye sportsur Terra består af dele fra det ydre rum, en del af legendariske Apollo 11, og så har uret været skudt ud i rummet.
Der er noget meget fascinerende ved at anvende ikke-jordiske materialer til et ur. Derfor er ure, hvor urskiven er af millioner år gammel meteorit blevet populære.
Rummet og ure går også rigtigt godt i spænd, for hvor kan man teste et urs grænser bedre end væk fra jordkloden og ude i det ydre rum. Det kender vi alle fra det legendariske Omega Speedmaster Professional, der var første ur på månen i 1969, og som mange gange har besøgt rummet.
Diatom Watches er et britisk mikrourmærke, grundlagt i 2023 af aerospace-ingeniørerne Dr. Alex Baker og Dr. Chris Rose. Mærket kombinerer urproduktion med deres baggrund inden for rumfart, materialeforskning og avanceret fremstilling.
Og Diatom tager deres besættelse af det ydre rum til ekstremer med det nye sportsur Terra, som Time & Crown har testet.

Jeg skulle læse materialet en ekstra gang eller to, da jeg blev tilbudt at anmelde de unge britiske urmærkes nye Terra-model. For Diatom er et af de vildeste mikromærker, som jeg er stødt på, når det kommer til at skabe en vild og gennemført fortælling om sine ure.
Det nye Terra minder designmæssigt en del af Tissots PRX, men så stopper de fleste sammenligninger også, for Diatom Terra er et ur, der består af ekstreme materialer og et ur, der er blevet udsat for en ekstrem ikke-jordisk test.
Hvis man er til rummet og også til “rumure”, så er Terra (betyder jorden på latin) et ur, der er værd at se nærmere på.
Terra kommer i fem farver: Grå, blå, grøn, hvid, brun, lagunegrøn og hvid.
Vi ser i denne artikel nærmere på den hvide variant, som vi har haft på lån i to uger.

Uret har et umiskendeligt sportsur med integreret lænke design, og man får både en stållænke og en lækker Alcantara urrem med i boksen. Uret er konstrueret i 316L stål, og mens urkassen er mestendels børstet, så er lynetten poleret.
Diatom har udstyret uret og remme/lænker med et hurtigskiftesystem, så man på få sekunder kan skifte mellem lænke og rem. Lænken er af god kvalitet, men jeg kunne klart bedst lide uret på remmen, der er blød og lækker og i samme farve som urskiven.
Urskiven er af meteorit og er nærmest snehvid. Derfor har denne variant af Terra fået navnet Arctic, hvilken er meget passende i forhold til farven på urskiven og Alcantararemmen.
Den specifikke meteorit, der er anvendt til at konstruere urskiven, er Gibeon-meteoritten, der blev fundet i Namibia i 1836.
Men urskiven er kun en del af urets vilde rumhistorie.

Uret er kompakt og bæres slankt og behageligt. Det måler 39,5 mm x 10,9 mm x 44 mm. Rem/lænke måler 23,7 mm ved urkassen og snævrer ind til 20 mm ved spændet. Det er et simpelt spænde på remmen, mens lænken har et sommerfuglespænde. Man kunne godt have ønsket sig mikrojustering i spændet på lænken.
Lænken har et fint børstet udseende, og den er af fin kvalitet.
Terra har fladt safirglas på begge sider, og det holder solide 100 meter vandtæthed. Der er kun lume i de duaphineformede visere, mens timemarkørerne ikke har lume. Man kunne godt have sparet sig lumen i viserne. Jeg har aldrig helt forstået, at man vælger denne halve løsning.
I uret sidder et schweizisk automatisk Sellita SW-200 med Diatom rotor. Det er et urværk, der tikker med 28.800 vibrationer i timen, og man får cirka 41 timers gangreserve. Jeg ved ikke, om Diatom regulerer urværkerne, men jeg måler fremragende præcision på 0-2 sekunder i døgnet og en amplitude på 330. Det er et sundt og meget præcist urværk.

Og her kunne denne anmeldelse sagtens stoppe: Et fint og velproportioneret ur med både rem og lænke. Gode specifikationer, smuk meteoriturskive og meget præcist urværk. Men der er langt mere til Terra. For det er egentlig herfra, at Baker og Rose tager tingene til voldsomme højder!



Et ur fra det ydre rum – i to forstande

Det er slet ikke nok rum med en urskive skåret ud af en 4,5 milliarder år gammel meteorit. Minutkransen er skabt ud af et stykke af kommandomodulet fra Apollo 11! Ja, du læste rigtigt: Diatom har fået fat i materiale fra den legendariske Apollo 11 mission. Den mission, hvor Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins landede på månen den 20. juli 1969.
Det er bare en super lækker og fed detalje ved et ur, der er dybt inspireret af det ydre rum, og også et ur, der skal forsøge at skille sig ud fra den enorme mængde af mikromærker i disse år.

Ja, vi kunne jo også godt stoppe her. Meteorit OG minutkrans fra verdens mest legendariske rumrejse. Men igen: Diatom tager den endnu længere ud i rummet.


Det er slet ikke nok med urskive og minutkrans, der har været ude i rummet. Diatom sender simpelthen HELE det samlede ur en tur ud i rummet med egne rumballoner, der når en højde på over 120.000 fod, altså omkring 36 km, over Jorden, før det leveres til kunden. Det er teknisk set stratosfæren og ikke egentligt ydre rum, men Diatom betegner det som “Space Flown.”

Herude testes urene i temperaturer på ned til minus 71 grader. Det er bare super fedt gjort at et lille og nyt britisk urmærke. Det er ikke det samme som Omega eller Bulova på måned, Raketa i rummet eller Breitling Navitimer på rumtur.
Men det er en super fed gimmick, der i samspillet med urskiven i meteorit og minutkransen, der stammer fra Apollo 11, giver uret noget helt specielt og en rigtig fed historie.
I en verden af ure, hvor det især som lille urmærke enten kræver lave priser eller meget unikke designs at konkurrere med de store, er det for en urentusiast herligt at se, at et nyt urmærke som Diatom går ikke bare et men mange ekstra skridt for at skille sig ud og give kunderne noget ekstraordinært.



Lad os bare være ærlige: Diatom Terra Arctic er ikke et synderligt originalt ur. Designmæssigt ligner det Tissot PRX ret meget, og alverdens urmærker lancerer i disse år sportsure med integreret lænke. Et Sellita SW-200 urværk i et ur til 19.554 kr. (inkl. forsendelse og told) er også en udfordring (også selvom f.eks. TAG Heuer og Montblanc gør det samme til samme priser).
MEN samlet set er uret i forhold til materialer, overfladebehandling, dimensioner, bærekomfort og præcision et rigtig godt sportsur. Når man indregner urskiven og minutkransen samt rumturen, så når Terra en flyvehøjde, hvor prisen ikke er for voldsomt for det rette kunde.
Men det er et ur, der er cirka 12.000 kr. dyrere end f.eks. et Tissot PRX. Og det er nok præcis her og ikke i kvalitet, materialer eller fortælling, at Terra moder den største atmosfæriske modstand.
Informationer om uret:
- Diatom Terra Arctic
- 39,5 mm x 10,9 mm x 44 mm
- Safirglas på begge sider, 100 meter vandtæthed og skruekrone
- Konstrueret i 316L stål, urskive i meteorit og minutkrans fra Apollo 11
- Sellita SW-200 automatisk schweizisk urværk, 28.800 vibrationer i timen og 41 timers gangreserve
- Testet på rumrejse med ballon til 36,8 km. højde
- Stållænke og Alcantara tekstilrem
- Pris: 19.554 kr.
Besøg Diatom Watches hjemmeside.






