Tæt på uret

De nye Breitling Chronomat B01 tager historisk model op på et nyt niveau, men konkurrencen er hård

Time & Crown har set nærmere på Breitlings nye kollektion af Chronomat ure. Det er luksusure af høj klasse og med Breitlings stærke inhouse urværker. I forhold til konkurrenterne står Chronomat ud som unikke, men det er meget hård konkurrence.

Det er altid spændende, når et stort urmærke giver en af sine kendte kollektioner en ordentlig overhaling. Det gjorde Breitling, da man i maj lancerede sin helt nye Chronomat kollektion bestående af intet mindre end 22 modeller.

Time & Crown fik mulighed for at besøge Breitlings butik i København for at se nærmere på de nye Chronomat. Det blev til en fornøjelig eftermiddag, hvor jeg fik mulighed for prøve en lang række af de nye Chronomat modeller.

Breitling har lanceret Chronomat kronograf og Chronomat tid-og-dato. Urene kommer tilmed i en lang række størrelser og farver, så der er noget for enhver smag.

Breitling Chronomat 40. Billede: Breitling.

Se video fra besøget på Time & Crowns YouTube kanal

Et meget varieret og bredt udvalg

Billede: Time & Crown.

Zoomer man ind på Chronomat kronograferne, som er fokus i denne anmeldelse, så er der et bredt og varieret udvalg. Personligt kan jeg godt lide, at Breitling uden at udvande kollektionen (sagde nogen Omega Speedmaster?) giver så mange valgmuligheder. På den måde kan man på en og samme tid for en ikonisk model og et ur i et udgave, der matchers ens egen smag bedst.

Der er således seks forskellige farver i Chronomat B01 42 kollektionen, der er Chronomat i 42 mm størrelse. Man kan således vælge imellem hvid, grøn, blå, mørkegrå (two tone), lyseblå og brun (two tone).

42 mm i grøn. Billede: Breitling.

Tager man et kig på Chronomat B01 44, så er der hele otte varianter. I 44 mm varianterne er two tone modellerne mere dominerende med stål-guld varianter i brun, sort og grøn. I stål er der lyseblå, mørkegrå, blå og også en lækker perpetual calendar variant.

Tager man et kig på Chronomat modellerne med tid-og-dato, så tæller jeg hele 39 forskellige modeller, der fordeler sig over 40, 36, 32 og 28 mm. Det er her, hvor der virkelig er meget for kvinder at vælge imellem. Der er nemlig også mange farvevalg, valg imellem two-tone og stål, perlemorsskiver, diamantbesatte lynetter og meget mere.

Chronomat 40. Billede: Time & Crown.

B01 kronografurværket gør en stor forskel

Billede: Time & Crown.

Dimensionerne for 42 mm varianterne er 42 mm x 15 mm x 50 mm. Jeg oplevede dog, at urene bæres langt slankere, end man skulle tro, når man blot læser dimensionerne. Der er ikke tvivl om, at Chronomat B01 42 og B01 44 er maskuline sportsure, men 42 mm varianterne bæres perfekt på mit 17 cm håndled.

Det har stor betydning, at urkassen har et ret interessant “hornløst” design, hvor remmen eller lænken nærmest er integreret ind i urkassen. Det giver en rigtig fin bærekomfort, og det har et distinkt retroudtryk, som jeg godt kan lide.

Breitling Chronomat B01 44 måler 44 mm x 16,9 mm x 53 mm. Også her er bærekomforten mere kompakt, end tallene angiver. Det er dog et markant stort ur.

Og netop det maskuline og store er et af Breitlings kendetegn, selvom schweizerne i høj grad har åbnet sine kollektioner op for kvinder og for dem, der foretrækker mindre ure.

Billede: Time & Crown.

Noget af det, der trækker Chronomat-modellerne op for mit vedkommende er, at de er så unikke i designet. Breitling er lykkedes med at skabe ure, der er umiskendeligt Breitling med f.eks. den velkendte lynette med de hævede 15, 30, 45 og 60 minutmarkeringer. Dette er ikke kun et designmæssigt kendetegn, der er også meget funktionelt, når man vil dreje lynetten.

De nye Chronomat B01 er nemlig lige så meget dykkerure som de er kronografer, da man får flotte 200 meter vandtæthed.

Urkasserne er både børstede og polerede. Og polerede er også lynetterne. De er flotte at se på, men de er en magnet for fedtmærker. Jeg skulle nærmest bare kigge på urene, så var der fingeraftryk på de blankpolerede lynetter. Det er også noget at overveje i forhold til irriterende ridser.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Ud over det unikke design, som jeg personligt godt kan lide i havet af kronografer, der ser ens ud, fordi de efteraber Omega Speedmaster og Rolex Daytona, så er det fremragende kaliber B01 kronograurværk også et højdepunkt.

Urværket er udviklet af Breitling og det anvendes blandt andet af Tudor. Det byder på 70 timers gangreserve, fantastisk finish og så er det opbygget med søjlehjul og vertikal kobling og er COSC-certificeret.

Det er lækkert med så godt et urværk, som Breitling kan anvende i sine kronografer. Og det er med til at gøre Chronomat modellerne endnu mere spændende. Man kan se urværket bag på uret, der har safirglas på begge sider.

Stål eller gummi?

Billede: Time & Crown.

Et af livets store spørgsmål som urentusiast er naturligvis stål eller gummi? Og det er rent faktisk et svært valg, når det kommer til Breitling Chronomat B01. Breitling har nemlig i sine Roleaux lænker et af de mest unikke og komfortable lænkedesign på markedet. Lænken består af en lang række cylindere, hvilket gør lænken meget fleksibel.

Dette design efterligner Breitling på gummiremmen. Jeg synes, at begge muligheder er flotte og komfortable, men min stemme går til gummiremmen. Dette har nok – ud over personlig præference – noget at gøre med, at urene bæres en smule mere kompakte på gummiremmen.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Begge muligheder har et fint deployantspænde, som er godt behandlet på overfladen.

Jeg havde desværre ikke mulighed for at teste lumen, der er Super-Luminova, eller præcisionen. Men COSC-standarden er maksimal afvigelse på -4 til +6 sekunder i døgnet.

Billede: Time & Crown.

Min personlige favorit er Chronomat B01 42 “Panda” på gummiremmen. Den lettere æggeskalshvide urskive og de sorte subdials, der i B01 urværket byder på løbende sekunder, 30 minutter og 12 timer, har den perfekte kontrast. På den meget komfortable gummirem bliver samspillet med den polerede lynette også mere afdæmpet.

På især two tone modellerne er der meget bling. Så man kan både få det dressy og det mere sporty.

Billede: Time & Crown.

Der er rigtig meget godt at sige om de nye Breitling Chronomat B01 ure. Det er topure indenfor schweiziske sportskronografer, og med drejelig lynette og 200 meter vandtæthed, får man også et dykkerur.

B01 urværket er et super urværk, og lænke eller gummirem er unikke og komfortable. Jeg er også stor fan af, at Breitling er så unikke designet i en ur-verden af efterabere.

Så Chronomat B01 er bestemt et ur, der bør være en kandidat, hvis man er på udkig efter et luksus sportsur med kronograffunktion.

Men urene er med en listepris på 74.800 kr. for de billigste modeller nogle dyre ure, og de er i meget hård konkurrence med f.eks. Omega Speedmaster, der er mere historisk og ikoniske, selvom Chronomat har en stolt historie, der rækker 40 år tilbage.

De højpolerede lynetter er noget at overveje, hvis man er en nervøs type. For risikoen for fedtefingre og ridser er overhængende. Og så er urene store, så man skal være til maskuline ure, der bæres stort for at finde sig til rette med Chronomat.

På besøg i Breitlings danske butik

Informationer om uret:

  • Breitling Chronomat B01 42 / 44
  • 42 mm x 15 mm x 50 mm / 44 mm x 16,9 mm x 53 mm
  • Gummirem eller Roleaux stålænke
  • Mange varianter i stål, two tone og med forskellige farver urskiver
  • B01 inhouse Breitling kronografurværk med 70 timers gangreserve
  • 200 meter vandtæthed og safirglas
  • Super-Luminova lume
  • Startpris: 74.800 kr.

Besøg Breitlings hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!