Damasko afslører nyt D10 militærur med inhouse urværk
Tyske Damasko har tradition for pilot- og militærure. Nu fusionerer Damasko de to urtyper i den nye model, der har fået navnet D10. Uret kommer i to varianter med mange valg mellem læderremme og stållænke, og det har inhouse urværk.
Når det kommer til ure, taler man ofte om de tre store nationer inden for urmageri; Schweiz, Japan og Tyskland. Og vores naboer mod syd har en stolt tradition for at producere ure, der har stort fokus på funktionalitet.
Hvor japanerne og schweizerne ofte bliver lidt pyntesyge, er den tyske tradition rodfæstet i det funktionelle, hårdføre og ofte også militære. Det ser man især hos urmærker som Sinn og Damasko, der har et stærkt fokus på teknik og funktion.
Damasko er især dygtige til minimalisme og der går bestemt ikke fransk kogekunst med masser af pynt og dikkedarer over Damaskos urmodeller.
Netop rene linjer, funktionalitet og “build to function” går igen i den spritnye D10 model, som Damasko nu har lanceret.

Tyskland er især kendt for piloturene fra 1. og 2. verdenskrig, hvor Stowa, Laco, A. Lange & Söhne, IWC (schweizere) og Wempe gjorde denne urtype berømt. Især Stowa og Laco er i dag opbygget omkring piloture.
Sinn og Damasko er nyere urmærker, der også har et stærkt fokus på piloture. Man kan også nævne tyske urmærker som Archimede og Hanhart.
Damasko er et yngre urmærke, der blev grundlagt i 1994 af ægteparret med efternavnet Damasko.
Tager man et kig på de modeller, som ægteparret har lanceret over årene, så falder det nye D10 perfekt ind i Damaskos designmønster.

Uret er en fusion imellem pilotur og field militærur. Men der er intet retro over det nye D10, uret er tværtimod moderne, rent og nærmest designmæssig brutalisme over uret.
Man får 1, 2, 3, 5, 7, 8, 10 og 11 på urskiven, hvor 3, 6 og 12 er erstattet af lumefyldte timemarkører. Viserne er holdt i et råt batondesign, og uret kommer uden datofunktion. Yderst finder man minutmarkeringerne, som ofte er et fremtræden element ved både pilot- og militærure.

Visere og timemarkører er fyldt med lume, så man får et ur, der rent funktionelt med nemhed kan aflæses i mørke. Man kunne godt have fyldt lume i tallene også. D10 kommer i en version med kridhvid lume eller en version med old radium Super-Luminova, så uret ser en smule ældet ud. Men D10 kan ikke løbe fra at være et moderne ur uden retro-aspirationer.


Uret er konstrueret i sandbørstet ubådsstål, der har fået Damaskos proprietære “Damasko Ice Hardened Steel” behandling, hvor stålet udsættes for kryogenisk behandling for at gøre det endnu mere hærdet og ridse-resistent.
Uret måler 39 mm x 9,95 mm x 48 mm. Så det er et ganske kompakt og moderne ur i dimensionerne. Det har lukket bagkasse og safirglas. D10 holder flotte 200 meter vandtæthed, så Damasko viser også her sin dedikation til funktion.

I uret sidder Damaskos eget automatiske urværk A26-1 urværk med silicium balancefjeder og 42 timers gangreserve. Det er charmerende med et ægte “Made in Germany” urværk.
Man kan købe uret på diverse læderremme eller på en stållænke. Min personlige favorit er den hvide version på “BIO Grey” læderremmen.
På læderrem koster uret 2.050 Euro svarende til cirka 15.300 kr. og på stållænken koster det 2.775 Euro svarende til cirka 20.700 kr. Det er i den høje ende for et mindre urmærke som Damasko, men ser man på specifikationerne, og at det er et ægte tysk ur, er det egentlig en fair pris.
Se mere på Damaskos hjemmeside.







