Citizen lancerer ny og slankere Series 8 NB608: Fire nye sportsmodeller med integreret lænke
Japanske Citizen slanker Series 8 kollektionen med fire nye NB608-modeller, der er inspireret af 1970’ernes ikoner, og som nu er slankere. Også prisen er ganske trimmet.
Citizen lancerede i 2021 sin nye Series 8 kollektion globalt i 2021. Men som andre japanske urmærker, så har Citizen også en særlig kærlighed for sit japanske hjemmemarked, så Citizen havde faktisk allerede i 2008 introduceret Series 8 i The Land of the Rising Sun.
Sidenhen har Citizen udvidet med både luksuriøse modeller, GMT og flere farvevalg.
Nu bliver Citizen Series 8 igen udvidet med de nye ganske kedeligt navngivne NB608.
Den nye serie består af fire nye modeller, som Citizen har sendt på slankekur.

Citizen lancerer fire nye modeller:
- Reference NB6080-51W stål og grøn urskive
- Reference NB6084-50A stål, guldtone og sølv urskive
- Reference NB6085-57W stål, guldfarvet og brun urskive
- Reference NB6086-54E stål, sort og guld og urskive i karbon
Fælles for alle fire modeller er, at Citizen har sendt Series 8 NB608 på slankekur.

Urene måler 39,3 i diameter og 10,4 mm i tykkelse. Dermed er der tale om meget slanke sportsure inspireret af 1970’ernes ikoner fra Audemars Piguet og Patek Philippe.
Designmæssigt minder de nye Series 8 om Girard-Perregaux’ Laureato.

Det er svært ikke at se, at Citizen har ladet sig kraftigt inspirere af det schweiziske luksusmærke, da den ottekantede lynette og H-link lænken minder meget om Girard-Perregaux.
Dog har Citizen fokuseret på et mere råt og børstet udseende af urkasse og lænken. Kronen er ligeledes beskyttet af kronebeskyttere, og urskiven har en helt anden tekstur end schweizernes førende model.

De nye Citizen ure er reelle sportsure med 100 meter vandtæthed, lume og safirglas på begge sider. Lænken er integreret ind i urkassen, som man kender det fra trenden, der bare ikke vil uddø.



Urene er fuldautomatiske og udstyret med Citizens eget automatiske kaliber 9051. Dette urværk byder på 42 timers gangreserve, datokomplikation klokken tre og det tikker med 28.800 vibrationer i timen. Citizen regulerer urværkerne til maksimal afvigelse på -10/+20 sekunder i døgnet.



Det er klart, at i en prisklasse, hvor versionerne i stål koster 6.700 kr. og versionerne med guldtoner koster 7.500 kr., får man ikke fantastisk behandling af urkassen og urlænken. Spændet er velkendt fra Citizen og er ikke af høj kvalitet. Men samlet set får man meget ur for pengene med Series 8.
Versionerne i stål er ikke limiteret, mens guldversionen og den sorte version er limiteret til 1.200 eksemplarer.
Se mere på Citizens hjemmeside.






