Christopher Ward præsenterer det første nye super compressor dykkerur i 50 år
Et ægte super compressor dykkerur, der med en fjeder kan modstå det høje tryk, som kommer under dykning. Det er, hvad det britiske urmærke Christopher Ward nu lancerer. Det første af sin slags i 50 år, påstår Christopher Ward.
Forestil dig et dykkerur, der bliver mere vandtæt desto dybere du dykker. Det lyder smart. Og det er smart. Super compressor dykkeruret blev introduceret i 1950’erne og 1960’erne i dykkerurenes guldalder, hvor utallige innovationer vandt frem. Det var i 1950’erne, at de første professionelle dykkerure med drejelynette såsom Rolex Submariner, Blancpain Fifthy Fathoms og Omega Seamaster blev opfundet, designet og lanceret.
En af de geniale innovationer i dykkeurenes guldalder var det såkaldte super compressor dykkerur. Ideen og designet er genialt, da man placerer en fjeder imellem urkassen og bagkassen. I takt med at vandtrykket stiger, når man dykker længere ned, vil trykket presse bagkassen og urkassen sammen. På denne måde reagerer uret på vandtrykket, så det kan give sig i takt med at presset bliver hårdere – og så bliver det også dermed mere vandtæt. Et andet særligt kendetegn ved denne type ure er, at lynetten er placeret inde i uret og roteres ved hjælp af en ekstra krone.
Sidenhen er mange ure med et super compressor-udseende kommet på markedet, men få, hvis overhovedet nogen, er reelt et super compressor dykkerur. Det mere klassiske dykkerur med drejelig lynette og en enkelt skruekrone, som f.eks. Rolex Submariner, er det dominerende design. Nu lancerer det britiske urmærke Christopher Ward det nye C65 SuperCompressor Elite. Ifølge briterne er det nye ur det første reelle super compressor ur lanceret i 50 år.
Uret er en udvikling af de hidtidige C65 SuperCompressor lanceret for et par år siden. Dette ur var ikke et reelt super compressor ur. Det nye C65 SuperCompressor Elite er derimod udstyret med fjederen imellem urkassen og bagkassen og er et reelt super compressor ur. Uret kommer med intern drejelig lynette, der helt i tråd med super compressor urene betjenes ved hjælp af en krone placeret ved klokken 10. Klokken fire finder man kronen til at optrække uret og indstille tiden. Begge kroner er skuekroner, da SuperCompressor Elite holder 150 meter vandtæthed.
Christopher Wards designer på uret udtaler, at det var svært at skabe uret, da knowhow om super compressor urene er forsvundet med de urmagere, der designede denne type ure for 60 år siden. Derfor har briterne genopfundet og genopfrisket designet. Især stikker den delvist gennemsigtige bagkasse ud, da man på smart vis har placeret safirglasset udenom den dykkerhjemsprydede “mønt” på bagsiden. Derved kan man betragte selve fjederen mellem bagkassen og urkassen.
Uret prydes af diverse skalaer på urskiven og er skabt med hvid, mørkeblå og orange farver. Det måler 41 mm i diameter, 47 mm i længden og er 13,75 mm i tykkelse. I uret sidder et Sellita SW-300 COSC certificeret automatik urværk med 56 timer gangreserve. Urkassen er i Christopher Wards klassiske design og er flot behandlet med både polerede og børstede overflader.
Urkassen er en såkaldt cusion (pudeformet) urkasse, hvilket hjælper med til at gøre uret ganske kompakt. Man kan købe uret, der er på forudbestilling til lancering i september 2024, på enten gummirem eller på lænke. På gummirem er prisen 13.500 kr. og på lænke er prisen 15.650 kr.
Læs mere om uret på Christopher Wards HJEMMESIDE.