Nyheder

Christopher Ward introducerer nye true GMT med inhouse urværker: C63 Sealander

En af tidens mest populære komplikationer inden for ure er GMT, hvor man via sit ur kan aflæse to eller flere tidszoner. Britiske Christopher Ward går nu skridtet videre med eget GMT-uværk i nyt true GMT ur.

I 1954, dengang hvor Rolex var meget innovative, lancerede schweizerne med kaliber 6542 GMT-Master det første armbåndsur nogensinde, hvor det var muligt at aflæse to tidszoner på en gang.

Anno 2026 er GMT-uret et af de mest populære ure sammen med dykkerure. Alverdens urmærker lancerer ure med GMT-funktion. Langt de fleste med, hvad man kan kalde for “office GMT”, hvilket betyder at timeviser og GMT-viser ikke er uafhængige af hinanden.

Men der findes også “true GMT”, der i modsætning til “office GMT” tillader, at brugeren kan indstille timeviseren autonomt fra sekund-, minut- og GMT-viser.

Britiske Christopher Ward har en stor forkærlighed for GMT-ure, men det har primært været “office GMT”-ure med urværker fra Sellita.

Nu går man med de nye Sealander True GMT skridtet videre med “true GMT”-ure med eget urværk.

Billede: Christopher Ward.
Billede: Christopher Ward.

De nye GMT-ure byder ikke alene på et nyt og moderne design, de byder også på en spændende udvikling for Christopher Ward, der i kaliber CW-002 har udviklet et inhouse true GMT urværk.

Det nye kaliber CW-002 bygger på Christopher Wards eget kaliber CW-001, hvor man har indbygget sit eget true GMT modul. Det er et urværk, der byder på hele 120 timers gangreserve og det er COSC certificeret. Det automatiske urværk tikker med 28.800 vibrationer i timen.

Billede: Christopher Ward.

De to nye modeller dækker over et grå og en sort version. Den grå version er parret med orange farver, der mest kommer til udtryk i GMT-viseren og hvis man vælger uret på gummirem. Den sorte version er parret med en lyseblå farve, der også her kommer til udtryk i GMT-viser og gummirem.

Christopher Ward C63 Sealander True GMT kan erhverves enten på gummirem eller på oyster-inspireret stållænke.

Billede: Christopher Ward.
Billede: Christopher Ward.
Billede: Christopher Ward.

Tager man et nærmere kig på urskiven, så ser man, at man tildels har en åben urskive ved klokken tre, dertil kommer at urskiven har et asfaltmønster og så finder man løbende sekunder klokken seks og gangreserveindikator klokken ni.

Det er fint, at Christopher Ward har fjernet “Christopher Ward” fra urskiven og nøjes med logoet. Timemarkører og visere er udstyret med schweizisk Super-Luminova. Med 100 meter vandtæthed er der også tale om et sportsur.

Billede: Christopher Ward.
Billede: Christopher Ward.
Billede: Christopher Ward.

Selvom det er nogle ret kapable ure, så måler de blot 40,5 mm i diameter, 14,15 mm i højden og 48 mm i længden.

På gummirem er uret prissat til 3.775 euro svarende til cirka 28.200 kr. og på stållænke 3.905 euro svarende til cirka 29.200 kr.

Se mere på Christopher Wards hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!