En række Rolex koster nu tæt på det samme uanset om de er nye eller brugte
En række urmærker har per 1. januar 2026 øget priserne. Det betyder, at forskellen mellem listepriserne og priserne på de sekundære marked nærmer sig.
Som afdækket over hele 2025 stiger priserne på brugte luksusure på det sekundære marked kun beskedent. Det er slut med de vilde prisstigninger, som man så i 2020 og 2021.
Her på Time & Crown kunne vi i september rapportere, at hele 18 modeller fra Rolex nu kostede det samme eller mindre på det sekundære marked end listepriserne i Rolexbutikkerne.
Kort før jul kom det frem, at Rolex øger listepriserne med op til 8,9 procent.
Nu kan Morgan Stanley i deres data se, at prisstigningerne på nye Rolex samt en række andre luksusure betyder, at ny- og brugtpris nærmer sig hinanden.
Prisstigningerne på nye luksusure trækker nemlig i de første uger af januar 2026 ikke priserne på det sekundære marked op. Det skriver WatchPro.com.

Prisstigningerne på nye Rolex er som følger:
- Air-King reference 126900 stiger 5,2 procent
- Datejust reference 126300 stiger 5,3 procent
- Cosmograph Daytona reference 126500LN stiger 5,6 procent
- Submariner reference 124060 stiger 5,8 procent
- GMT-Master II reference 126710 BLNR stiger 6,3 procent
- Submariner reference 126619LB (hvidguld) stiger 8,5 procent
- Day-Date reference 228239 (hvidguld) stiger 8,6 procent
- Yacht-Master reference 126655 (everrose guld) stiger 8,8 procent
- Cosmograph Daytona reference 126509 (hvidguld) stiger 8,9 procent
For Tudor ser prisstigningerne ud som følger:
- Tudor Pelagos 39 reference m25407n-0001 stiger med 4,3 pricent
- Tudor Black Bay reference m7941a1a0nu-0003 stiger med 4,4 procent
- Tudor Black Bay 58 GMT reference m7939g1a0nru-0001 stiger med 4,4 procent
- Tudor Black Bay Chrono Carbon Fiber reference m79377kn-0001 stiger med 6 procent
- Tudor Black Bay Chrono reference m79360n-0014 stiger med 6,7 procent
- Tudor Black Bay 58 Gold on Gold reference m79018v-0006 stiger med 7,9 procent
Grundet Donald Trumps straftold på schweiziske varer øgede Patek Philippe priserne med 15 procent i USA, mens Omega øgede priserne med op til ni procent.
Senest har Patek Philippe dog meddelt, at man sænker priserne i USA med otte procent, efter straftolden blev sænket fra 39 til 15 procent.
Priserne på nye og brugte ure nærmer sig hinanden

Ifølge WatchPro.com viser Morgan Stanleys data, at value retention (VR) på Rolex nu er 6,7 procent. Dette er en metode til at måle, hvor meget brugte Rolex generelt sælger over listepris.
Med en VR på 6,7 procent sælges Rolex på det sekundære marked altså gennemsnitligt for en pris, der er 6,7 procent højere end listepriserne.
Dette er et markant fald på cirka 3,4 procent, fordi prisstigningerne på listepriserne bringer brugtpriserne tættere på listepriserne.

Ifølge Morgan Stanleys tal, som WatchPro.com omtaler, har VR udviklet sig som følgende for andre urmærker:
- Omega VR = 2,4 procent
- Tudor VR = 3,2 procent
- Cartier VR = 1 procent
- Patek Philippe VR = 12,1 procent
Dermed er forskellen på for eksempel et Cartier fra nyt til brugt steg med en procent, for Omega forskellen 2,4 procent højere og for Tudor 3,2 procent højere.
Det er altså i høj grad Rolex, hvor prisstigningerne på nye modeller fik lukket en del af gabet mellem nyt og brugt.
Stadig store “rabatter” på en række luksusure

Selvom forskellen i priser på nyt og brugt steg en smule for urmærker som Cartier og Omega, så er det fortsat urmærker, hvor der er mange penge at spare ved at købe brugt fremfor nyt.
Det har vi her på mediet afdækket i prisanalyser på blandt andet Tudor Black Bay 58, Tudor Ranger, Omega Seamaster Diver 300M, Girard Perregaux Laureato og Breitling SuperOcean.
Tallene fra Morgan Stanley viser i høj grad det samme som i vores prisguides, da der på nye Omega gennemsnitligt er en rabat på 36,4 procent på det sekundære marked. For Cartier er rabatten blevet mindre, men der er fortsat en forskel på 30,9 procent.
For Tudor er forskellen hele 40,6 procent, for Vacheron Constantin er tallet 41,1 procent og for IWC er prisforskellen mellem ny og brugt 40,4 procent.
Kan du lide dette indhold? Støt Time & Crown
Du kan støtte Time & Crown med ét valgfrit beløb eller et fast beløb hver måned via dette LINK eller via QR-koden.

Ved at støtte os bidrager du til, at vi kan fortsætte med at levere en masse godt indhold – og arbejde på endnu bedre indhold om de skønne ure.






