Markedet for brugte vokser voldsomt: Stor vækst i 2025 – nu haler brugt ind på nyt
Markedet for brugte luksusure har fået ekstra luft under vingerne i 2025. Det såkaldt sekundære marked er nu vokset så meget, at omsætningen ikke kan ignoreres af urproducenterne. Rolex leder an på brugtmarkedet.
Kvalitetsure har den store fordel, at de er tidsløse både i design og mekanik. Således kan et luksusur holde i årtier. Dette gør, at markedet for brugte ure – det såkaldte sekundære marked – er stærkt.
Når så alverdens luksusurmærker har haft travlt med at øge listepriserne på nye ure, som vi beskrev forleden her på Time & Crown, får det sekundære marked ekstra luft under vingerne.
En spritny rapport og analyse fra ur-analysevirksomheden EveryWatch.com, som ur-mediet WatchPro har fået fingrene i, viser, at det sekundære marked for luksusure nærmest eksploderede i 2025.
Det sekundære marked henter nu ind – målt i omsætning – på markedet for nye ure, det primære marked.
I 2025 voksede det sekundære marked således hele 36,4 procent i forhold til 2025.

Forleden kunne vi her på sitet berette, at nye tal viser, at en række luksusurmærkers value retention – værdifastholdelse – er massivt faldende.
Således er value retention – forskellen mellem listeprisen for et nyt ur og prisen på det sekundære marked, hvor uret er brugt – voldsomt udfordret for urmærker som Breitling, IWC, Tudor, Girard-Perregaux og Omega.
En række af disse luksusure falder med over 40 procent fra nyt til brugt.

Tallene, der stammer fra ur-prisindekset WatchCharts.com, viser også, at urproducenterne er flittige til at øge listepriserne – til tider flere gange årligt. Men priserne på brugte ure følger ikke med, hvorfor forskellen mellem f.eks. et Breitling SuperOcean prismæssigt er enormt fra nyt til brugt.
Dette er en af årsagerne til, at flere forbrugere søger mod det sekundære marked. Der er tusindevis af kroner at spare i forhold til at købe et ur fra nyt.
Man får ikke samme garanti og oplevelse med, når man køber brugt, men man kan spare store summer penge.

Med en vækst på 36,4 procent i 2025 er det registrerede omsætning på brugte ure nu cirka 114 milliarder kroner. Markedet for nye ure er cirka 340 milliarder kroner.
EveryWatch.com måler det sekundære marked på omsætningstal fra store forhandlere og indeks. Men der er et stort mørketal, hvorfor man formoder, at markedet reelt er cirka 200 milliarder kroner.
“Ved slutningen af 2025 er det strategiske spørgsmål ikke længere, om man vil være en del af det sekundære marked (urproducenterne, red.). Spørgsmålet er, om man bør være med for at være med til at forme markedets tempo og likviditet,” lyder det i rapporten ifølge WatchPro.com.
Også på det sekundære marked dominerer Rolex

Det vurderes, at Rolex står for cirka 30 procent af den samlede omsætning i den schweiziske urindustri. Men det er ikke kun nye ure, som verdens største urmærke, har førende i.
I 2022 lancerede Rolex sit officielle pre-owned program Certified Pre-Owned (RCPO). Og det er en stor succes, viser tallene. Således omsætter Rolex’ RCPO for cirka fire milliarder kroner i 2025. Det er en vækst på 204 procent siden 2024.
På det samlede sekundære marked fortsatte Rolex med at dominere salget, med en samlet værdi på cirka 39 milliarder kroner. Patek Philippe sælger for cirka 15 milliarder kroner, Audemars Piguet for cirka 11 milliarder kroner, Omega for cirka fem milliarder kroner og Richard Mille for cirka 4,5 milliarder kroner.

Rolex’ DateJust-familie var verdens bedst sælgende kollektion, og genererede salg på cirka 8,7 milliarder kroner. Rolex Daytona var næsten på samme niveau med et salg på 8,6 milliarder kroner.






