Stor nyhed: Rolex køber butiksemperiet Bucherer og dermed også Klarlund
Rolex styrker nu sin position som verdens mægtigste urproducent ved at opkøbe den internationale forhandlerkæde Bucherer, der blandt andet ejer danske Klarlund.
Den mangeårige forhandler af Rolex, Bucherer, bliver nu direkte ejet af verdens største urbrand. Bucherer opkøbte i slutningen af 2022 Klarlund, der er en mangeårig dansk Rolex forhandler. Dermed bliver Bucherer og Klarlund nu ejet af det urmærke, som de i årevis har haft massiv succes med at sælge og servicere.
Opkøbet betyder, at Rolex nu vil eje mere end 100 luksusursbutikker verden over. 53 af Bucherers butikker forhandler Rolex, mens 48 forhandler Rolex´ søstermærke Tudor. Rolex ønsker ifølge en meddelelse ikke at oplyse købsprisen på Bucherer.
I Danmark har Bucherer en butik i Illum i København samt de to Klarlund butikker, der også er placeret i København. Hvad det betyder for disse butikker er endnu uklart.
Rolex omsatte i 2022 for intet mindre end cirka 70 milliarder kroner. Urmærket, der er kendt for sit femtakkede kronelogo, er et af verdens mest genkendelige brands og er det mest succesfuld urmærke i verden.
Ifølge Swissinfo.ch har Rolex kun ejet en egen butik før dette opkøb. Denne butik er lokaliseret i Geneve, der er Rolex’ hovedsæde.