Blancpain lancerer nu det legendariske dykkerur Fifthy Fathoms i 42 mm størrelse bygget i stål
Det bliver nu muligt at erhverve sig det legendariske dykkerur i en mindre størrelse i stål. Tidligere har 42 mm kun været tilgængelig i titanium.
Blancpain er en del af Swatch Group, og Swatch Group deltager ikke ved Watches and Wonders, hvor de fleste nye ure præsenteres. Det schweiziske urmærke med rødder tilbage til 1735 er især kendt for dykkeruret Fifthy Fathoms. Fifthy Fathoms er ifølge Blancpain verdens første dykkerur, og det kom på markedet før Rolex Submariner.
Hidtil har man kun kunne købe uret i 45 mm eller i en moderne udgave i 38 mm i diameter. For næsten præcis et år siden lancerede Blancpain så Fifthy Fathoms i 42 mm i diameter bygget i titanium, og nu kommer samme ur bygget i stål.
Det nye Blancpain Fifthy Fathoms følger præcis samme design, dimensioner og urværk som titaniumversionen.
Det betyder, at uret måler 42,3 mm i diameter, 14,3 mm i tykkelse og 47 mm i længden. Der er derfor tale om et velvoksent dykkerur, men slet ikke så voldsomt og begrænsende for manges håndled som 45 mm versionen.
I uret sidder Blancpains eget kaliber 1315 automatikurværk. Det er et imponerende urværk, der byder på hele 120 timers gangreserve, det tikker med 28.800 vibrationer i timen, har en rotor i 18 karat guld og diverse antimagnetiske elementer.
Uret holder 300 meter vandtæthed og urværket kan nydes via den gennemsigtige bagkasse.
Blancpain lancerer i første omgang kun stålversionen med gradueret sort urskive. Titaniumversionen kan også erhverves i blå farve. Men uret lanceres med fire forskellige valgmuligheder i form af lænke i stål, NATO-rem, tropisk gummirem eller sailclothrem.
Prismæssigt ligger uret på mellem 130.600 kr. og 151.600 kr. Så der er tale om et dykkerur i den absolutte luksusklasse.
Læs mere om uret på Blancpains hjemmeside.