
Baltic præsenterer nye Aquascaphe GMT MK-II modeller: Nu ægte GMT-funktion, forbedrede urkasser og lavere pris
Aquascaphe er den store dykkerurskollektion fra det mindre franske urmærke Baltic. En af de store successer er Aquascaphe GMT, der kombinerer GMT-funktion med dykkerur. Urene har nu fået en markant opdatering, så de blandt andet nu er “true GMT”.
I 2027 fejrer franske Baltic Watches 10 års fødselsdag, og det er imponerende, hvad det lille urmærke har opnået på så kort tid. Det startede med meget vintageinspirerede kronografer med manuelt optrukne mekaniske urværker fra kinesiske Seagull. Men sidenhen er Baltic vokset med lynets hast.
En vigtig katalysator for Baltic er, at man fra starten har haft et meget stærkt fokus på ure fra 1950’erne og 1960’erne, så Baltic har fra starten været et retroorienteret urmærke. Det står i modsætning til mange urmærker, der senere hoppede på megatrenden med vintage inspiration.
Og en anden vigtig milepæl var introduktionen af Aquascaphe, der blev lanceret i 2018. Med disse retrodesignede dykkerure rykkede Baltic fra mikromærke til større jagtmarker, og det tog endnu mere fart, da det Paris-baserede urmærke i 2021 introducerede farverige Aquascaphe GMT-modeller.
Nu har Aquascaphe GMT fået en større opdatering med nye urkasser, kronebeskytter og ikke mindst et nyt urværk.


Baltic lancerer nye versioner af alle fire Aquascaphe GMT farver; rød/blå, grå, blå og grøn. Så der er masser at vælge imellem. Dertil kommer valget imellem beads of rice stållænke, flat-link stållænke eller flere gummiremme. Urene vil også se lækre ud på en slidt læderrem.
Et interessant valg fra Baltic er, at man er skiftet fra schweiziske Soprod urværker til japanske Miyota urværker. Det kan umiddelbart ses som en nedgradering, men det er det modsatte.
Soprod-urværkerne er såkaldte “office GMT” værker, hvor man ikke kan justere timeviseren autonomt fra GMT-viseren. De nye Miyota 9075 GMT-urværker er “true GMT”, hvilket betyder at man kan indstille timeviseren autonomt fra GMT-viseren.
Hvorfor er det vigtigt? Det er smart, fordi man så kan vælge, når man rejser til en anden tidszone, at den centrale tid på uret er tiden på den lokation, hvor man befinder sig, mens man kan anvende GMT-viseren til at vise ens hjemmetid. Men man kan anvende funktionerne præcis som man finder bedst.


9000-værkerne fra Miyota er efter min mening super gode automatiske urværker, der sagtens kan konkurrere med mellemklasseværker som f.eks. schweiziske Soprod. Man får 28.800 beats i timen og 42 timers gangreserve. Der er også en dato placeret klokken seks.


Opgraderingen fra office GMT til true GMT er nok den største opdatering af de nye Baltic Aquascaphe, men der er også andre fine opdateringer. Ikke mindst prisen, der rent faktisk sænkes med cirka 600 kr. Dette skyldes, at Soprod urværkerne er dyrere end Miyota urværkerne.
Baltic har også føjet kronebeskyttere til Aquascaphe GMT, der tidligere havde fritstående krone, hornene er blevet lidt bredere og så har Baltic arbejde med børstningen af urkassen.
Ellers får man fortsat et ur i 316L stål, der også har buet safirglas og lukket stålbagkasse. Urene holder 200 meter vandtæthed, og de har Super-Luminova lume.


Urene holdes forsat kompakte med 39,5 mm i diameter, en højde på 13,8 mm og en længde på 47 mm. Fraregner man det buede safirglas er uret 11 mm højt. Det er ikke et tyndt ur, men til et dykkerur er 13,8 mm acceptabelt og dog i den høje ende.

Alt efter valg imellem lænke eller gummirem starter priserne på de nye Baltic Aquascaphe på 7.950 kr.
Du kan se mere på Baltics hjemmeside.






