Tæt på uret: Baltic Hermétique Summer – frisk fransk sportsur i sommerfestligt gul
Det franske mikromærke Baltic Watches har lanceret en sjov samling af fire sportsure i sommerfriske farver kaldet Hermétique. Time & Crown tager det gule ur af slagsen under lup.
Sommer er masser af farver og udendørs aktiviteter. Så hvad er bedre end et friskt sportsur i en flot sommerfarve, der kan være med på alverdens oplevelser i løbet af den lyse og glade tid på året?
Franske Baltic Watches har med etableringen i 2016 mindre end ti år på bagen, men franskmændenes sans for vintageinspirerede ure har givet genklang inden for mikromærkeure.
Seneste skud på stammen er Hermétique, der mikser moderne med vintage. Uret kommer i fire farver: gul, orange, turkis og pink.
I denne anmeldelse ser vi nærmere på den gule version af Hermétique.

Det første, der slog mig, da jeg så pressematerialet fra Baltic vedrørende Hermétique, var, hvor spot on farvevalget var. Dernæst var det designet, der bærer tydeligt præg af 1960’ernes ure. Og sidst, men ikke mindst, var det, at Baltic er modige og lancerer uret i 37 mm i diameter.
Ikke noget med overdimensionerede vintageinspirerede ure her!

Uret måler som sagt 37 mm i diameter, blot 10,8 mm i tykkelse og 46 mm i længden. Rembredden er 20 mm. Uret kommer påmonteret en matchende tropisk gummirem.
Jeg har mange gange oplevet, at remmens farve ikke helt matcher urskivens farve. Men ikke med Hermétique, hvor urskiven og remmen matcher perfekt i farven.
Det er en meget frisk, men stadig klassisk gul farve, der er valgt til uret.

Urkassen er simpelt designet og behandlet. Der er tale om en slank urkasse med gennemborede horn, så det er nemt at skifte rem. Urkassens behandling er børstet, så man får virkelig følelsen af en forgangen tid.
En fin detalje, der bryder lidt det lidt rå udseende, som urkassen har, er den lille polerede lynette. Dette giver ur en smag af klasse.
Et andet element, der lugter af gamle dage, er det kraftigt buede safirglas, der faktisk hæver sig to millimeter over urkassen. Var glasset helt fladt, var urets tykkelse under ni millimeter.
Og det sidste, der lugter af svundne tider, er den lille krone, der skrues ind i urkassen.


Urets bagkasse er i stål og sender mindelser om militærure fra 1940’erne.
Med urets bagkasse stopper de fleste hints til fordums tid også. For der er med Hermétique tale om et moderne sportsur, der er yderst kapabelt under selv tungere sommerstrabadser.
Uret byder nemlig på intet mindre end 150 meter vandtæthed, hvilket mere lugter af moderne Omega Aqua Terra end ure fra 1960’erne.

En anden meget moderne detalje, der bidrager til at gøre uret til et stærkt sportsur anno 2025, er urets lume. Der anvendes rigeligt af schweizisk BGW9 Super-Luminova, der er generøst tilført urets visere. Dertil kommer masser af lume, da 3,6, 9 og 12 samt timemarkørerne er konstrueret i blokke af lume.
Super god lume!

Tallene minder lidt om Rolex Explorer. Det er et lækkert touch, at tallene og timemarkørerne er påførte lumeblokke. Det kan man f.eks. også se hos Christopher Wards Lumiere, der er kendt for meget kraftig lume.
Et vintage touch er, at viserne er kanyleformede samt jernbanen i det sorte yderst på urskiven.
Selve urskive er let skinnende, men det er ikke en sunburst urskive. Det er jeg glad for, da det ville blive for meget, når uret er så gult i forvejen.


Den tropiske gummirem er ligeledes en positiv overraskelse.
Jeg betalte cirka 5.200 kr. for uret. I den prisklasse kan man aldrig være sikker på kvaliteten af remme og lænker. Men Baltic har ikke sparet på noget; gummiremmen er yderst komfortabel, fleksibel og af høj kvalitet.
Video:
Fine detaljer, lækker rem, stærk lume… Hvad med præcisionen?

Så vidt, så godt, fristes man til at sige. For det hele spiller jo ret godt for et mikromærkeur til godt og vel 5.000 kr.
Det hele kan jo stå og falde med valget af urværk samt dettes præcision.
Baltic sværger til Citizen Miyota urværker til mange af deres ure. Til Hermétique har man valgt kaliber 9039, der er et high-beat no-date urværk fra den japanske mastodont Citizen.
Det er et valg, der passer perfekt til dette ur. Ikke mindst for at holde prisen nede. Personligt er det ikke 1.000 kr. mere værd, at få et Sellita eller Soprod værk i mine øjne. I hvert fald ikke i et mikromærkeur.

9039 urværket tikker med 28.800 vibrationer i timen og holder 42 timers gangreserve. Det er et no-date-urværk, så der er ikke spøgelsespositioner i kronen.
Baltic lover maksimalt udsving på -10 eller +10 sekunder i døgnet. Fabrikanten tester endda præcisionen og vedlægger dokumentationen. Min egen test viser 6-7 sekunder plus i døgnet, det er bedre end Baltics egen test, så det er super præcision i denne prisklasse.


Det kan være pletskud eller grim forbier, når man køber sig et mikromærkeur. Jeg har dog tidligere anmeldt fem andre ure fra Baltic, og kvaliteten er blevet bedre og bedre over tid. Det viser Hermétique med tydelighed.
Her i mærkets niende leveår kan man fornemme, at Baltic for alvor har fundet formlen. Hermétique oser nemlig af kvalitet og det er et solidt og hårdført sportsur trods det lidt fragile udseende.
Til en pris omkring 5.000 kr. får man et friskt kvalitetsur til pengene. Det er naturligvis ikke et Omega eller et Longines. Men det koster også langt mindre.
Størrelsen tog lidt tid at vænne sig til, men nu føles uret helt perfekt på mit 17 cm håndled.
Kronen er urets største svaghed. Det er en trykkekrone – ikke en skruekrone. Nuvel, uret har været med mig ude at dykke på Malta, og der var ingen problemer.
Men kronen er lille, og fordi den er gemt inde i urkassen, er det svært at anvende den. Heldigvis skal man ikke indstille en dato…
Informationer om uret:
- Baltic Hermétique Summer (gul)
- 37 mm i diameter, 46 mm i længde, 10,80 mm i tykkelse og 20 mm rembredde
- Miyota 9039 automatisk urværk med 42 timers gangreserve, no-date og 28.800 vibrationer timen
- Buet safirglas, fast bagkasse
- 316L stål og 150 meter vandtæthed
- Schweizisk BGW9 Super-Luminova lume
- Tropisk gummirem
- Pris: 687,50 euro cirka 5.200 kr. inkl. forsendelse fra Frankrig


















