Aquastar genopliver dykkerur: Nyt Benthos Professional lanceres 55 år efter originalen
Det historiske dykkerursmærke Aquastar er nu klar med en ny version af det professionelle dykkerur Benthos, som man første gang lancerede i 1970. Uret kommer med et legendarisk urværk.
Guldalderen for dykkerure var i 1960’erne, hvor antallet af urproducenter der lancerede deres version af den populære urtype eksploderede. Kreativiteten var høj og det piblede frem med spændende dykkerure i sporene af Rolex, Blancpain og Omegas legendariske modeller “Submariner”, “Fifthy Fathoms” og “Seamaster” fra 1950’erne.
Et af de mange urmærker, der opstod i 1960’erne, var Aquastar, som hurtigt blev et populært urmærke for dykkere, der efterspurgte hårdføre og professionelle dykkerure.
Aquastar genopliver nu endnu engang Benthos i en ny version af uret, der første gang blev lanceret i 1970, kaldet Benthos Professional.

Benthos nåede at komme i tre udgaver, inden Aquastar som mange andre urmærker fik det svært i 1980’erne. Aquastar som urmærke gik i perioden 1985 til cirka 2018 nærmest i dvale og levede et stille liv med kvartsdykkerure.
Men et skifte i ejerskabet satte gang i de retroinspirerede dykkerure igen, og efter en pause på 38 år kom Benthos i 2023 i udgaven H1 op til overfladen igen. I 2024 lancerede Aquastar Benthos 500 II, og nu kommer Benthos Professional, der ligger designmæssigt tæt op ad originalen fra 55 år siden.

“Med hvert eneste nye ur fra Aquastar forsøger vi at komme nærmere de produkter, som Aquastars grundlægger Frederic Robert lancerede. Vi forsøger at ramme ure, som vi tror, at han ville have produceret, hvis urmærket aldrig var gået i hi under kvartskrisen. Vi er stolte af at være både historikere og dette rige urmærkes kustoder, da vi bruger Benthos Pro til at hylde Aquastars indflydelse og innovationer i verdenen af dybvandsopdagelse,” siger en talsperson fra Aquastar.

Det nye Benthos Professional ligger designmæssigt meget tæt på originalen, men det har også moderne proportioner.
Uret måler 42 mm i diameter, 47 mm i længden og 13,7 mm i højden. Det er udstyret med en heliumventil klokken fire, det har safirglas og holder 300 meter vandtæthed.

En lækker detalje er, at Aquastar har udstyret Benthos Professional med et ETA 2824-2 automatisk urværk. Dette urværk er et legendarisk og gennemtestet automatisk schweizisk urværk.

Urkassen har et klassisk 1970’er pudedesign, som man f.eks. kender det fra Doxa og Seiko. En fin detalje er, at sekundviseren er farvet orange.
Man kan købe uret på en orange eller en sort Isofrane gummirem. Også dette valg skriger retro.
Uret er lige nu på preorder via Aquastars hjemmeside til en pris på 1.290 amerikanske dollars eller cirka 8.300 kr.
FÅ MASSER AF NYT OM NYE URE VED AT SKRIVE DIG OP TIL VORES GRATIS NYHEDSBREV HER:






