Anmeldelser

Rolex Air-King 126900: Kronens grimme ælling eller værdifuldt historisk pilot-ur?

Det vagte overraskelse, da Rolex i forbindelse med Watches & Wonders i marts 2023 trak Milgauss ud af produktion men beholdte Air-King som en del af verdens største urmærkes kollektion. Air-King har altid være Rolex’ sorte får, men med relanceringen i 2022 i en mere moderne og frisk udgave i form af 126900 er Air-King måske et af de bedste værdtilbud, hvis man er på udkig efter et anderledes Rolex.

Billede: Rolex.com

Lanceringen af en ny version af Air-King med reference 126900 som erstatning for reference 116900, der blev lanceret i 2016 og dermed udgik af produktion i 2022, var ganske overraskende. Ikke mindst fordi Rolex lagde Milgauss i graven, et ur der lagde urkasse til Air-King 116900 og som har været en del af Rolex’ produktion on and off i årtier siden 1956. Det nye Air-King er blevet fornyet og fremstår nu som en integreret del af Rolex’ ure, hvorimod den forrige version mest af alt mindede om et samlesæt af dele fra Milgauss og Explorer. 126900 er opdateret med en tyndere urkasse, ny lænke og nyt spænde, samt at 3, 6 og 9 timemarkørerne nu har lume. I den tidligere version havde de ikke lume men var i stedet i ren hvidguld.

Billede: Rolex.com

Et historisk ur for Rolex

De tidligste udgaver af Rolex’ pilot-ur så lyset tilbage i 1945 og i årene frem under navne som Air-Lion, Air-Giant og Air-Tiger. Efter sigende blev uret brugt af piloter i det britiske luftvåben i kampen om Storbritannien mod Nazityskland i 1945. Otte år senere i 1953 introducerede Rolex det første automatiske Air-King med kaliber 1030, og blot fire år senere kom det første ikoniske Air-King i form af kaliber 5500, der var i produktion i intet mindre end 37 år. Der var tale om mindre ure i størrelsen 34 til 35 mm og ikke som med den tyske pilot-ur-skole med mærker som Stowa, IWC og Laco ure i 47 til 50 mm. De tidlige Air-King referencer må derfor også betegnes som en krydsning mellem hverdagsur og pilot-ur, mens de tyske pilot-ure var benhårde værktøjsure.

Billede: Rolex Air-King reference 114200 i 34 mm

Tiden spoles frem til 1989, hvor Air-King som vi kender uret i dag for alvor tog fart. Rolex introducerede de sidenhen ikoniske 3, 6 og 9 på urskiven. Et designudtryk, der går igen på den nyeste reference, som denne anmeldelse omhandler, 126900. Fra 1989 og frem til 2016 skete der ikke det store for referencen, men så tog Rolex fusen på urverdenen ved at gå i samarbejde med et vildt bilprojekt kaldet Bloodhound Project.

Billede: Tony Hisgett Creative Commons 2.0 Wikicommons

Bloodhound LSR var et britisk bilprojekt, som gik ud på at skabe verdens hurtigste bil, der skulle kunne bevæge sig med supersonisk fart på op til cirka 1.609 km/t. Projektet startede i 2008 og i 2011 annoncerede Bloodhound og Rolex et unikt samarbejde, hvor Rolex skulle producere speedometer og tidstagning i bilens førerkabine.

Billede: Rolex.com
Billede: Rolex.com

Dette design blev i 2016 overført til det spritnye Air-King 116900, der målte 40 mm og kom i den tykke og blødt formede Milgauss urkasse. Selv urværket var det samme og antimagnetismen fra Milgauss blev bevaret i det nye Air-King. De eneste forskelle var urskiven og urets lænke, der på Air-King i modsætning til Milgauss ikke havde polerede midterled. Uret fik en blandet modtagelse; den ene lejr gav uret en kultlignende status, mens den anden lejr mente, at uret mest af alt ligner et samlesæt af restkomponenter fra produktionen af Milgauss (urkassen) og Explorer (3, 6 og 9 markører i hvidguld). Air-King 116900 var i sin korte levetid fra 2016 til 2022 et af de billigste ure i Rolex’ sportskollektion.

Billede: Air-King 116900 Rolex.com

Og så kommer vi frem til år 2022, hvor Rolex igen tog fusen på urverdenen. De fleste havde forventet, at Air-King helt ville udgå af Rolex’ kollektiv grundet, at Bloodhound-projektet lukkede ned i 2020. Der er rygter om, at projektet fortsat lever, men der er intet nyt fra projektet. I stedet overraskede Rolex stort ved at holde fast i designet og relancere Air-King i referencen 126900 i en ny og tyndere kasse og med en opdateret urskive og med et nyt værk i form af 3230, der nu byder på 70 timers gangreserve og fortsat byder på “Superlative Chronometer”-standard på maksimal afvigelse på -2 til +2 sekunder i døgnet. Prisen er i 2023 på dette ur 57.200 kroner spritnyt fra en Rolex forhandler, og det er et ur, der er en chance for rent faktisk at kunne købe.

126900 og forbedringerne

Jeg har på tidspunktet for denne anmeldelse ejet uret i cirka tre uger, og som tidligere ejer af et Rolex Milgauss 116400, der som sagt har samme urkasse som den tidligere Air-King 116900, må jeg sige, at en af de klare forbedringer er, at uret bæres langt mere komfortabelt og tyndt på armen. Urkassen på den tidligere reference målte cirka 13,2 mm, hvilket i sig selv er ret meget for et ikke-dykkerur. Den nye 126900 måler jeg til cirka 11,9 mm. Og de cirka 1,3 mm gør en kæmpe forskel, da uret simpelthen sidder mere fladt på håndleddet. Uret måler fortsat 40 mm i diameter, men en stor forskel er, at 116900 målte cirka 49 mm i længden, mens 126900 måler cirka 47 mm. Den nye reference bæres dog klart bredere, da lænkens endeled er mandelige forstået på den måde, at de går ud fra urkassen – på 116900 var endeledene kvindelige, hvilket vil sige, at de flugter med urkassen. Inklusive endeled måler urets længde derfor cirka 51,2 mm. Det gør, at uret bæres bredere på håndleddet, men føles mindre, da det er tyndere og mere fladet ud.

Hornene er flade og bøjer ikke ned ligesom på 116900, så uret fremstår større i diameter selvom begge reference måler 40 mm. Dette er værd at overveje, hvis man har et mindre håndled. Mit håndled måler cirka 17,5 cm i omkreds.

Billede: Time & Crown
Billede: Time & Crown

Som nævnt tidligere er en klar bedring urværket, der nu giver en gangreserve på 70 timer. Uret tikker stadig ved fire hertz 28.800 vibrationer per time og holder samme forventede præcision som hos 116900. Glasset er safirglas uden antirefleksbehandling, som Rolex ikke ynder at behandle sine urglas med, og så har uret 100 meters vandtæthed, der bakkes op af den forstørrede skruekrone, der måler cirka 6,5 mm.

Lynetten er blankpoleret og minder til forveksling om lynetten på Rolex DateJust 41. Urkassen er poleret på siderne, mens hornene er børstede, så man får det helt klassiske mere rå sportsudtryk. Dette bidrager urlænken også til, da den er børste, hvilket spændet også er. Spændet er opgradere

Billede: Time & Crown

For et sportsur er det i mine øjne en klar fordel, at både lænke og spænde er børstet og ikke poleret. Man må forvente, at et sportsur bæres under lidt mere harske forhold end det dress-ur, så med børstet behandling udebliver irriterende ridser. Personligt føler jeg mig også mere komfortabel med folde-over-delen, som med sikkerhed holder spændet lukket.

Urværket i mit eksemplar lever til fulde op til forventninger om “Superlative Chronometer”, da jeg måler mellem minus 1 sekund og 0 sekunder i afvigelse. Det er ganske enkelt fremragende. Læg dertil tæt på perfekt amplitude og meget lavt tikkefejl.

Billede: Time & Crown

Jeg har fjernet to led fra lænken og måler en vægt på 139 gram. Det er lidt under de fleste dykkerure på samme størrelse, men det er stadig en fin vægt for et markant sportsur. Air-King er egentlig et pilot-ur, men det er i nyere tid mere associeret med biler på grund af Bloodhound. Dog kan indvendes, at Bloodhound blev udstyret med en jetmotor og skulle køre i samme hastighed som fly kan flyve.

En klar forbedring er, at Rolex har opgraderet 3, 6 og 9 til at indeholde lume i form af deres eget Chromalight; 116900 var med hvidguldsmarkører og dermed ikke lume. Det er forholdsvist nemt at læse tiden i mørke, men det undrer mig stort og skuffer mig, at Rolex ikke gik hele vejen og gjorde alle timemarkører selvlysende. At kun gøre trekanten klokken 12 samt de tre talmarkører selvlysende er sikkert et designvalg, men for et ur, der koster 57.200 kr. virker det dovent og fejlagtigt fra Rolex’ side. Det ødelægger ikke min glæde ved uret, men det kunne Rolex nemt have gjort bedre.

Billede: Time & Crown

Unikke detaljer og anderledes valg

Air-King 126900 er ikke perfekt. Lume er som sagt en skuffelse og jeg ville ønske, at endeledene flugtede med urkassen, så uret føltes en smule mindre. Omvendt er det meningen, at pilot-ure skal være større, så man hurtigt kan aflæse tiden. Air-King giver det mest anderledes udseende i Rolex kollektionen i konkurrence med Yachtmaster 2 og Sky-Dweller. At otte af tidsmarkørerne er i minutter 05 til 55 giver et unikt udseende, som man ikke finder andetsteds hos Rolex. Men mest af alt er kronen i gul og logoet samt sekundviseren i grøn virkelig nogle stærke detaljer; det er Rolex’ farver, som man ikke finder andre steder i den nuværende kollektion ud over GMT-Master 2 “Shrek”. Air-King giver et unikt udseende, det er et anderledes sports-ur end i resten af kollektionen og så er farverne var super fede.

Billede: Time & Crown

En stor fordel ved uret er, at det er det billigste sports-ur fra Rolex. Oyster Perpetual vil jeg ikke betegne som et 100 procent sports-ur, men det er Air-King. Jeg nyder at bære et fremragende – men ikke perfekt – ur fra Rolex, der skiller sig ud fra de klassiske valg; Submariner og DateJust.

Informationer om uret:

Rolex Air-King 126900

Pris: 57.200 kr.

Diameter: 40 mm. Længde: 51,2 mm. Tykkelse: 11,9 mm. Rembredde: 20 mm.

Automatisk Rolex inhouse urværk 3230 med 70 timers gangreserve og 28.800 vibrationer per time

Lavet i rustfrit 904L stål med safirglas

Lænke i børstet stål med Rolex Easy-Link i spændet, der giver ekstra spændelængde

Vægt: Cirka 139 gram (to led fjernet fra lænken)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!